No rullar Have svært mot Land
med Skùm um skavlande Ryggir
og bryt seg sprengt mod Øydestrand,
der berre Vindtroll byggjer.
Og Stormen skrik i ville Gru,
der yvi Djup han jagar
med Fòk og Ròk um Rev og Flu
i desse haust-myrke Dagar.

Eg høyrer den villande Skræmesong
av Møy som Brìmhesten rider;
ho kvad og galdra so mang ein Gong
mot Naud og Nedgangs Tidir.
Det gjeng som Sorg, det gjeng som Spott,
det gjeng um Vaa og Vande;
det er den varslande Vildrelaatt
som skræmer Liv av Lande.

Og Jordi skjelv i Havsens Marm,
der bleik ho frys i sitt SNøyde;
det folnar Bø og det kolnar Barm;
det vert i Verdi øyde.
Den siste Graa-Gaas strauk mot Sud;
tungt under Sky ho kava;
alt Liv i Hie og Vinterbu
vil ned og burt seg grava.
Min norske Vinter er saa vakker;
De hvide sneebedækte Bakker,
Og grønne Gran med puddret Haar,
Og trofast Iis paa dybe Vande,
Og Engledragt paa nøgne Strande;
Jeg bytter neppe mod en Vaar.

Nu Dalens muntre Sønner glide
Paa Skier ned fra Fjeldets Side
Saa rask som Piil i Luften fløi,
Nu let paa Skøiter de sig svinge,
Nu Kanefartens Bjelder klinge,
Og Øret dirrer af den Støi.

Fra Fjeldets Gruber Malmen kjøres,
Og Mastetræ til Stranden føres,
Og Kulden selv gir Farten Liv,
Og Snee paa Fjelde Veien baner
For norske Bondes Karavaner.
Flid er min Landsmands Tidsfordriv.
Der syder saft bag birkens bark,
det dufter sødt fra kløvermark.
Hver fugl en liden vise har,
den synger, -- tier --, ber om svar;--
en sælsom glans om jorden går --
å, unge vår!

Og selv det gamle lønnetræ,
som jeg kan fra mit vindu se:
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård: --
å, unge vår!

Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!

Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred --
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungddomssvag ,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!
Nu bølger Engene mørkerøde,
silkeblanke og silkebløde
i Sommervind,
nu staar Jasminen saa blomsterhvid
og skjær, for nu er det Høisommertid,
Høisommertid i mit Sind.

Nu piber Svalen i lyse Kvelde,
mens Solen synker bag Hei og Fjelde
i guldrød Glans,
nu dufter Løvet i Skog og Krat
den varme Dag og den lyse Nat
- deilig er du, Sankte-Hans.